Opgøret

Kian og Ashanti er hjemme i Palindria igen. Men det endelige slag venter, for Zalgator er opsat på at gøre menneskeheden til spisekammer for hans kødædende hær.

Opgøret
Tellerup, 2012
236 sider
Fra 12 år
Illustreret af Mette Breth

Køb bogen

 

Andre bøger i serien

Uddrag

Kian kunne ikke sove.
     Klokken havde rundet midnat, og huset var ganske tavst. Baldragur, Seto og Rax slumrede formentlig trygt i hvert deres rum.
     Kian sad ved bordet i sit kammer. I lyset fra den røde lampe læste han i dagbogen.
     Det gjorde ham både ondt og godt at opleve forældrenes hverdag på denne måde. På den ene side var det vidunderligt, fordi han følte at han lærte dem bedre at kende, men på den anden side mærkede han hvordan det fyldte ham med sorg jo mere han kendte dem.
     Han kunne ikke lade være med at forestille sig hvordan de havde fået kontakt med hans plejefar. Havde de udvalgt ham, eller var det tilfældigt? Hvor meget havde de fortalt ham? Og hvordan havde plejefaren formået at adoptere ham uden at nogen opdagede sandheden?
     De spørgsmål ville han sikkert aldrig få svar på ...
     En lyd trak ham ud af tankerne.
     Han spidsede ører. Det var forsvundet igen. Han skævede mod vinduet. Himlen var sort og stjerneklar imellem tremmerne. Kian lindede ventilen så lampens lys døde ud med en hvislen.
     Han rejste sig og gik hen til skråvinduet. Herfra var der udsigt til Mylantor Stræde. Gaden henlå roligt under gadelampernes matte skær. Natten var fuldstændig stille. Ikke en vind rørte sig. Græsplænen og hækkens blade glinsede af dug. En bevægelse fangede hans blik. Havelågen svingede langsomt i.
     ”Det var den jeg hørte,” hviskede Kian og rynkede panden.
     Var nogen gået igennem lågen? Noget havde i hvert fald fået den til at glide op.
     Kian listede ud i gangen. Da han passerede Setos rum skubbede han forsigtigt døren op på klem og kiggede ind. Drengen lå i sin seng. Han tjekkede hos Rax, som også sov. Det var altså hverken drengen der var ude at luske eller trolden som gik i søvne.
     Kian klatrede ned ad stigen og smuttede ud i køkkenet. Fra vinduerne kunne han igen skimte lågen. Den stod halvt åben, men var faldet til ro. Der var for mørkt til at han kunne se om der var spor i græsset.
     Han gik ud og tog sko på. Låste døren op og åbnede ud til natten. Han trådte ud på trappen og knælede. Ingen havde gået i det våde græs. Det måtte betyde at personen der havde åbnet lågen stadig var ude på gaden.
     Kian fik pludselig en mistanke. ”Lyron, din møgunge,” hviskede han og gik hen til lågen. Ude på gaden kiggede han til begge sider. Der var ingen at se. Han var helt alene på Mylantor Stræde.
     Kian fornemmede ikke skikkelsen som dalede ned bag ham. Han hørte heller ikke de store, klobesatte fødder som landede blidt på brostenene. Men han fornemmede vindpustet fra de udbredte vinger, og med et sæt snurrede han rundt.
     Kian nåede kun at gispe før Zalgator trådte frem og greb ham i kraven.
     Han stirrede skrækslagen ind i de uens øjne; havde fuldstændig glemt hvor frygtindgydende det vanskabte ansigt var. Kian var i første omgang for lamslået til at reagere.
     Mutanten løftede den fri hånd og placerede en finger over sine læber i en tyssende gestus. ”Lad hellere være med at larme, Kian,” brummede han dæmpet med den dybe, rustne stemme. ”Hvis du vækker nogen, bliver jeg nødt til at slå dem ihjel.”

nickclausen.dk © 2017 | Baggrundsgrafik: Peter Nielsen