Rejsen

Kian må drage til valkrypernes bjerg, hvor prinsessen holdes fanget. Undervejs får han følgeskab af trolden Rax. Imens optrappes striden mellem menneskene og troldene.

Rejsen
Tellerup, 2012
262 sider
Fra 12 år
Illustreret af Mette Breth

Køb bogen

 

Andre bøger i serien

Uddrag

Da de havde vandret i hvad der føltes som et par timer, begyndte Kian at indse at de ikke ville komme ud fra skoven foreløbigt.
     Igen og igen mødte de ting som de havde mødt før. Stombærbusken, vandpytten, stenen med mos og den væltede træstamme blev ved med at dukke op. Det var som om tingenes placeringer hele flyttedes rundt lige uden for deres synsfelt, og Kian havde fornemmelsen af at gå i ring.
     Han standsede og kiggede på Furim. ”Det nytter ikke noget, kammerat. Vi skulle aldrig være gået herind …”
     Hestens mørkebrune øjne afspejlede den samme bekymring som Kian følte. Så løftede den vagtsomt hovedet, og dens ører rejste sig som antenner.
     ”Furim?” hviskede Kian og lyttede efter. ”Hvad er det?”
     I det samme hørte han det selv, da en fremmed stemme mumlede et eller andet. Kian vendte sig og stivnede. Få skridt derfra, op ad et tykt træ, sad et stort væsen med lukkede øjne og åben mund. Hvis ikke Kian tilfældigt var stoppet, ville de være gået lige forbi, for dens pels var næsten samme farve som træets bark.
     Det var ikke en bjørn, selvom der var mange fællestræk, men faktisk var der også noget menneskeligt ved den. De kraftige hænder og fødder havde tykke fingre og tæer. Omkring livet bar den et grønt linned. Rundt om halsen og på brystet var pelsen en anelse lysere end resten af kroppen. Det runde hoved havde store ører, en flad næse og en bred mund. De lukkede øjne sad langt fra hinanden.
     Kian stod stiv som et bræt og stirrede på den slumrende trold. I det samme fik Furim øje på faren og stampede forskrækket i jorden.
     ”Rolig, Furim, rolig,” hviskede Kian febrilsk og greb hesten om halsen.
     Trolden åbnede øjnene, drejede hovedet og stirrede direkte på Kian. Irisserne var lysende gule og ansigtet var lige så overrasket som Kians. Et langt øjeblik gloede de bare på hinanden.
     ”Du er et ... menneske!” hviskede trolden, som om en stor hemmelighed gik op for den.
     Kian nåede slet ikke at undre sig over at trolden talte, for med forbløffende hurtighed sprang den på benene.
     Furim vrinskede forskrækket og tog flugten.
     Kian bakkede og var på nippet til at vende rundt og storme efter hesten, men så opdagede han at trolden ikke kom efter dem, men i stedet løb i modsat retning. Det vil sige, den nåede kun to skridt før en kæde omkring venstre ben rykkede den omkuld med et højt smertebrøl.
     Trolden rullede rundt, knurrede indædt og pegede på ham. ”Hold dig væk, udyr! Du får mig ikke!”
     Kian tøvede med hamrende hjerte. Først nu fik han øje på den modbydelige jagtsaks som var klappet sammen omkring troldens ankel. Lyserødt blod havde farvet pelsen og græsset omkring den. Fælden var lænket fast til træet.
     ”Forsvind med dig!” rasede trolden og kravlede hen bag stammen. ”Jeg giver mig ikke uden kamp!”
     ”Du ... kan tale?” sagde Kian dumt, og en stump fra Baldragurs lærebøger dukkede op i hans hukommelse: »... primitive skabninger uden sprog eller tankeevner ...«
     ”Du skal ikke komme nærmere!” advarede trolden og greb en tyk gren som den svingede truende, imens den stadig skjulte sig bag træet.
     ”Jeg har … jeg har ikke tænkt mig at gøre dig noget,” forsikrede Kian og holdt afværgende hænderne frem. Han følte sig fjollet over at sige det til en to meter høj, menneskeædende trold.
     ”Tror du jeg er en tåbe?” fnøs trolden og stablede sig på benene igen. Den støttede sig til træet og stod kun på det raske ben. ”Jeg stoler ikke på ... mennesker.” Den udtalte ordet med foragt og afsky. Men i dens øjne så Kian også noget som undrede ham. Frygt.
     En tanke slog ham. Den var måske hans eneste chance for at komme ud fra skoven. Ellers kunne han vandre rundt herinde i dagevis, før han til sidst ville støde på en trold som ikke var fanget af en kæde.
     ”Har du … brug for hjælp?” spurgte han.
     Trolden stak hovedet frem og gloede mistroisk på ham. ”Hvad er du ude på?”
     ”Ikke noget. Jeg vil gerne hjælpe dig.”
     ”Hvor er dine venner?” Den store skabning skulede rundt. ”Jeg advarer jer. Det bliver værst for jer selv, hvis ...”
     ”Jeg er alene,” afbrød Kian. ”Og jeg er ikke ude på at gøre dig noget.”
     ”Hvad laver din usle fælde så omkring min ankel?”
     ”Det er ikke min fælde. Jeg aner ikke hvor den kommer fra.”
     ”Lad være med at spille dum,” knurrede trolden. ”Den bærer din konges mærke.”
     ”Han er ikke min konge,” sagde Kian ærligt. ”Jeg stammer ikke fra Palindria.”
     ”Hvor så?” spurgte trolden – en anelse mindre fjendtlig.
     ”Langt, langt væk herfra. Skal jeg ikke prøve at hjælpe dig fri?”

nickclausen.dk © 2017 | Baggrundsgrafik: Peter Nielsen