Udvalgt

Kian kommer til byen Palindria i en fremmed verden. Kun han har evnen til at stoppe de kødædende valkryper og en gryende ondskab, der ønsker at lægge hele verden i mørke.

Udvalgt
Tellerup, 2012
195 sider
Fra 12 år
Illustreret af Mette Breth

Køb bogen

 

Andre bøger i serien

Uddrag

Da klokken rundede 9, stod Kian på sin plads bag disken og glanede tomt ud på de passerende biler, hvis ejere havde et formål med deres liv.
     Da klokken rundede 9:15, skete der noget usædvanligt.
     Melodien lød, og skydedørene gled op.
     Kian rettede sig op og så en høj, ældre mand komme ind i butikken. Han havde ikke set ham gå forbi vinduerne, hvilket var mærkeligt. For det måtte betyde at han var kommet den anden vej fra. Men på dén side af tankstationen var der kun hovedvejen, og bagved var der marker.
     Manden kom op mod kassen. Kian studsede over flere ting på én gang. Først og fremmest at manden næsten helt sikkert var udlænding. Men Kian kunne ikke bedømme hvor han kom fra. Hans hud havde en gyldenbrun, næsten bronzeagtig glød, og hans rodede, halvlange hår var askegråt. Han var klædt i hvad der mindede om overdelen til en karate-gi. Den var mørkeblå med tynde, snørklede røde mønstre hen over brystet, blev holdt sammen med et rødt stofbælte, havde fire-fem lommer, lidt for lange ærmer og en stor hætte. Bukserne var slidte og brune og havde endnu flere lommer. Hans støvler så næsten hjemmelavede ud; de var lavet af groft skind som var snøret på plads med læderstropper.
     Ansigtet var vejrbidt og mærket efter et langt liv uden at virke hærget; rynkerne under øjnene lod ligesom de grå skægstubbe til at være noget som var kommet for nyligt.
     Men det allermest underlige ved manden var ikke hans udseende som sådan. Det var det faktum at han var gennemblødt. Tøjet klæbede til hans krop, og vandet dryppede fra hans næse og hænder. Akkurat som om nogen lige havde hældt en spand vand ud over ham.
     Han standsede foran disken, kiggede på Kian med flinke, lyseblå øjne og smilede. ”Goddag, Kian.” Accenten var klingende rigsdansk. Han så ned ad sig selv og lød beklagende. ”Forladelse for at jeg drypper på gulvet. Jeg løb ind i en voldsom regnbyge.”
     Kian gloede ud på den koboltblå himmel hvor der ikke var en sky i syne. Så slog det ham, og han kiggede på manden. ”Hvor ... hvor kender du mit navn fra?”
     Manden samlede hænderne foran maven, og dråberne faldt fra hans ærmer. ”Jeg kender mere end dit navn. Faktisk kender jeg dig bedre end du selv gør.” De klare øjne havde en drillende glød, men afslørede også en dybere visdom som ikke var til at tage fejl af.
     Kian anede ikke hvad han skulle sige. Et par lange sekunder hørtes kun radioen og den svage summen fra ventilatoren.
     ”Jeg bemærkede at du stod og betragtede udsigten da jeg kom,” fortsatte manden, vendte sig kort og kastede et blik ud på hovedvejen, før han igen kiggede på Kian med det tvetydige glimt i øjnene. ”Hvilke farver havde de sidste otte vogne som er kørt forbi?”
     Kian var et øjeblik for forbløffet til at reagere. Situationen var simpelthen så surrealistisk at han et sekund overvejede om han var faldet i søvn ind over disken og nu drømte.
     Manden kiggede afventende og fuldt alvorligt på ham, som om han tog Kians tøven som et tegn på at han faktisk tænkte over spørgsmålet.
     ”Undskyld, men ... hvad mener du?”
     ”Jeg forklarer det hele om lidt,” garanterede manden venligt. ”Først må du sige farverne. Gerne i rigtig rækkefølge.”
     Kian brast i latter over mandens alvor. ”Er du fra trafikministeret eller hvad foregår her?”
     Manden rynkede uforstående panden. ”Hvad? Nej ... det tror jeg ikke.” Han tav og afventede.
     Kian slog ud med armene. ”Jamen ... jeg lagde da ikke mærke til bilernes farver.”
     ”Måske ikke, men du så dem.”
     Det her var det første Kian oplevede i månedsvis som kunne gøre indtryk på ham. Han besluttede sig for at lege med. ”Okay ... jamen ... øh ... jeg tror nok den sidste var mørkeblå ... eller måske var den sort ... jeg er ikke helt sikker, men den næste ...”
     Manden rømmede sig. ”Vær nu god at forsøge lidt hårdere, Kian. Jeg forstår at det hele virker meget forvirrende, men du må tro mig når jeg siger at det er tvingende vigtigt at du fortæller mig farverne. Tænk dig godt om.”
     Kian rystede beklagende på hovedet. ”Jamen, det er jo ikke menneskeligt muligt at ...” Pludselig skete noget mærkeligt i hans tanker. Det føltes som om en lille lem blev åbnet. ”Mørkeblå, sølv, sort, sort, rød, champagne,” plaprede han, ”mørkegrøn, bordeaux, hvid, sort, sølv, rød, koksgrå, so…”
     ”Fint, fint!” afbrød manden smilende og holdt de våde håndflader frem. ”Stands bare der, min ven.”

nickclausen.dk © 2017 | Baggrundsgrafik: Peter Nielsen