Mareridt & Myrekryb 3

Historier som lusker – historier som rusker.
Historier som støder – historier som bløder.
Historier som snerrer – historier som skærer.

Syv historier, som giver dig både Mareridt & Myrekryb.

Facet, 2017
248 sider
LIX 18
Fra 12 år
Illustreret af Peter Nielsen

Køb bogen

 

Andre bøger i serien

Uddrag

Det er aften. Beatriz skal til at sove. Pludselig hører hun nogen hviske.
     „Tror du, de sover?“
     „Nej, ikke endnu.“
     Stemmerne er meget dæmpede. Ordene er svære at høre. Beatriz bliver helt i tvivl. Hørte hun overhovedet noget?
     Hun løfter hovedet lidt fra puden. Lytter så godt hun kan.
     Nu er der ingen stemmer. Hun lægger hovedet ned igen. Det var sikkert bare hendes fantasi. Mor siger altid, at Beatriz har en livlig fantasi. Beatriz gaber og lukker øjnene.
     Hun er næsten faldet i søvn. Så kommer stemmerne igen.
     „Hvad så nu? Tror du, de sover nu?“
     „Vær nu lidt tålmodig, skat. Klokken er kun halv ti. Det er sikkert kun ungen, der sover.“
     Beatriz sætter sig op med sæt.
     Denne gang hørte hun det altså. Det kom fra under sengen. Beatriz bliver bange. Far fortalte hende engang en uhyggelig historie. Den handlede om trolde under sengen. Hvad nu hvis troldene er blevet virkelige?
     Nej, det er fjollet. Hun er 8 år gammel. Hun tror ikke på trolde.
     Så hun samler mod til sig. Og stikker hovedet ud over kanten. Kigger forsigtigt ned under sengen. Der er ingenting. Kun en strømpe og lidt nullermænd.
     „Kan vi ikke bare nøjes med hende så?“
     „Nej. Det skal være alle tre.“
     Beatriz hører dem bedre denne gang. Det kommer fra under gulvet. Fra kælderen. Hun bliver liggende og lytter. Stemmerne hvisker sammen. Det lyder som en dame og en mand.
     „Jeg ved ikke, om jeg kan vente.“
     „Det bliver du nødt til.“
     „Hvorfor?“
     „Fordi jeg siger det.“
     „Du bestemmer ikke.“
     „Hør nu her, skat. Vil du ikke gerne være fri?“
     „Jo, selvfølgelig.“
     „Godt. Så skal vi også have ram på dem alle tre. Ellers fortsætter de bare.“
     „Okay. Du har ret, skat.“
     Beatriz bliver mere og mere bange. Hun ved, hvem stemmerne tilhører. Det er dukkerne. Tom og Tina. Det er, hvad mor har døbt dem. Men det var jo bare for sjov. Dukkerne er ikke levende. De kan ikke tale.
     Beatriz niver sig i armen. Det gør ondt. Men hun vågner ikke. Så det er altså ikke en drøm.
     Hun sætter sig op. „Moar! Faar!“
     Lidt efter hører hun skridt. Døren bliver åbnet. Far stikker hovedet ind og tænder lyset. „Hvad er der, Bea?“ Far er stor og kraftig. Beatriz føler sig altid tryg når han er her.
     „Jeg hørte noget.“
     „Hørte hvad?“
     „Stemmer. Det kom fra kælderen.“
     „Det var bare fjernsynet, du hørte. Mor og jeg ser en film.“
     „Nej. Jeg tror, det er dukkerne, far.“
     „Dukkerne?“
     „Ja. Tom og Tina.“
     Far smiler. „Du har vist haft en drøm. Dukkerne kan ikke tale. Det ved du da, skat.“
     „Men jeg nev mig i armen. Og jeg vågnede ikke. Jeg hørte det virkelig, far.“
     Far kommer hen og kysser hende. „Prøv nu at sove igen, Bea. Klokken er mange. Du skal op i skole i morgen.“
     Beatriz bliver helt i tvivl. Nu hvor far er her, og værelset er lyst, virker det helt fjollet. Selvfølgelig hørte hun ikke dukkerne hviske.
     „Sov godt, skat. Godnat.“
     „Godnat, far.“
     Far slukker lyset efter sig. Beatriz vender sig ind mod væggen. Hun ligger lidt og lytter. Der kommer ikke flere stemmer. Hun begynder at glide bort.
     Lige før hun sover, hører hun: „Det var tæt på. Ungen hørte os. Vi må være mere forsigtige.“
     Men Bea er for søvnig til at vågne rigtigt op. Det er sikkert også bare noget, hun drømmer. For næste morgen har hun glemt det.

nickclausen.dk © 2017 | Baggrundsgrafik: Peter Nielsen