Mareridt & Myrekryb 1

Historier som sniger – historier som skriger.
Historier som river – historier som siver.
Historier som skræmmer – historier som lammer.

Syv historier, som giver dig både Mareridt & Myrekryb.

Facet, 2016
232 sider
LIX 17
Fra 12 år
Illustreret af Peter Nielsen

Køb bogen

 

Andre bøger i serien

Uddrag

Emil åbner øjnene.
     Først kan han ikke huske noget. Langsomt ser han rundt.
     „Nå, du er vågen.”
     Stemmen får ham til at spjætte. Ved siden af sengen står en ung sygeplejerske.
     Hun smiler til ham. „Jeg ville ikke vække dig. Jeg kom bare med lidt mad. Du må være sulten.”
     „Hvor … hvor er jeg?” kvækker Emil.
     „Du er på hospitalet.”
     „Hvorfor?”
     „Du har været i en ulykke. Du har slået hovedet.”
     Emil løfter en hånd og tager sig til panden. Der sidder en forbinding.
     „Bare rolig,” siger sygeplejersken. „Det er ikke særlig alvorligt. Du har bare en lille hjernerystelse. Om et par dage er du klar til at tage hjem. Er du sulten?” Hun peger på bordet, hvor der står en bakke med mad. Det er en burger fra McDonalds med pomfritter og en stor cola. „Jeg er mere tørstig,” mumler Emil. Han prøver at sætte sig op. Det er svært. Han føler sig meget svag.
     Sygeplejersken hjælper ham. Hun giver ham bægeret. Emil bæller af colaen. Bagefter bøvser han.
     „Har du ondt i hovedet?” spørger sygeplejersken.
     „Nej.”
     „Godt. Men så snart du har spist, må vi hellere give dig en pille. Smerten skulle jo nødigt vende tilbage, vel?”
     Emil har bestemt ikke lyst til smerte. Så spørger han: „Hvorfor kan jeg ikke huske noget?”
     „Det er helt normalt. Det er på grund af ulykken.”
     „Ulykken?”
     „Ja, ulykken, hvor du slog hovedet.”
     „Nåh.”
     „Din hukommelse vender snart tilbage. Du må hellere spise.”
     Underligt nok har Emil ikke rigtig lyst til burgeren. Han elsker ellers McDonalds. Men det er som om, han har fået det meget på det sidste. Alligevel tager han burgeren. Mest for at gøre sygeplejersken glad. Hun er meget smuk. Hun står og smiler til ham. Emil begynder at spise. „Din mor var her tidligere. Men du sov. Jeg skulle sige hej fra hende.”
     „Tak. Hvornår kommer hun igen?”
     „I morgen tidlig.”
     Emil opdager, at der ikke er nogen vinduer. Han aner ikke, hvad klokken er. „Er der nat lige nu?”
     „Ja.”
     Hvorfor kommer hun med mad til ham om natten? Måske har hun haft travlt med de andre patienter.
     „Hvad hedder du?” spørger han.
     „Jeg hedder Yrsa.”
     „Det er et pænt navn.”
     Hun smiler. Hendes tænder er hvide. Smilet gør Emil genert.
     Emil spiser færdig. Pomfritterne er lidt slatne.
     „Jeg skal lige tage en blodprøve,” siger Yrsa så. Hun finder en kanyle og ruller hans ærme op. „Du må hellere kigge væk …” Men Emil har opdaget de røde prikker. De sidder midt på armen. Der er fire. „Hvad er det?”
     „Øh … det er fra de andre blodprøver.”
     „Har jeg allerede fået taget fire?”
     „Jeg har taget en hver dag.”
     „Hvad? Har jeg været her i fire dage?”
     „Ja.”
     „Men … det kan jeg slet ikke huske!”
     „Bare rolig. Det er bare på grund af ulykken. Din hukommelse vender snart tilbage.”
     Hun stikker ham. Emil bider smerten i sig. Det røde blod begynder langsomt at fylde kanylen.
     „Hvad skete der?” spørger Emil. „I ulykken, mener jeg.”
     Yrsa stirrer på kanylen. Hun er meget koncentreret. „Du blev ramt af en bil.”
     Emil prøver at huske. Der dukker ikke noget op. Mærkeligt.
     „Sådan.” Hun trækker nålen ud. Så taper hun et stykke vat på såret. „Skal du på toilettet? Jeg skal nok hjælpe dig derud.”
     Emil skal faktisk på toilettet. Yrsa hjælper ham. Det er lidt akavet at gå. Hans ben snurrer. Og han skal have stativet med.
     Yrsa smiler til ham, da han lukker døren.
     Emil sætter sig. Han får øje på toiletpapiret. Det ser ud, som om der er skrevet noget på bagsiden. Han ruller det første stykke ud.

    stol ikke på Yrsa! hun lyver!!!

nickclausen.dk © 2017 | Baggrundsgrafik: Peter Nielsen