Drømmeland

Forestil dig, at du kan komme til en verden, hvor alt er, som du ønsker. Hvor du har det hele for dig selv, og hvor alt er muligt. Og tænk, hvis det eneste du behøver at gøre for at komme til dette sted, er at sove. Ville du nogensinde ønske at vågne igen?

Facet, 2016
193 sider
LIX 23
Fra 12 år
Illustreret af Peter Nielsen

Køb bogen

Uddrag

„Goddag, Louie.”
     Louie gav et spjæt og var nær faldet af gyngen.
     Manden stod der bare lige pludselig. Som om han var dumpet ned fra himlen. I sit blå jakkesæt.
     „Hvor kender du mit navn fra?” var Louies første spørgsmål.
     „Jeg er en del af din drøm, Louie. Jeg ved alle de samme ting, som du selv ved.”
     Louie gyngede let fra side til side. „Du virker bekendt. Jeg tror, jeg kender dig et eller andet sted fra.”
     Manden gik hen og satte sig på gyngen ved siden af Louies. „Selvfølgelig gør du det. Du har jo været her i Drømmeland før.”
     „Drømmeland?”
     „Det kalder jeg stedet her.”
     „Nå. Men jeg mener før det. Jeg tror, jeg kender dig fra den virkelige verden.”
     Manden lagde hovedet på skrå. „Er denne verden ikke virkelig?”
     „Den kan ikke være virkelig, for den er bare en drøm. Det har du selv lige sagt,” påpegede Louie.
     „Og hvem siger, at drømme ikke er virkelige?”
     Louie betragtede manden. Han kunne ikke rigtig finde ud af, om han lavede sjov. „Du snakker underligt,” bemærkede han så.
     „Man skal helst snakke lidt underligt, når man bor i Drømmeland.”
     „Bor du her?”
     „Ja.”
     „Helt alene?”
     „Ja.”
     „Bliver du ikke ensom?”
     „Lidt. Men nu har jeg jo fået besøg.”
     „Men hvad så, når jeg vågner? Bliver du så bare her?”
     Manden trak vejret dybt og nikkede. „Jeg bliver her og venter på, at du kommer tilbage.” Han rejste sig og rettede på jakken. „Nå, det var hyggeligt. Men vi må vist vente med at snakke videre til næste gang du kommer på besøg.”
     „Hvorfor?”
     Manden slog ud med armene, og sagde, som om det var en selvfølge: „Fordi du vågner nu.”
     Louie åbnede munden for at svare, men opdagede, at han lå i sin seng. Det var morgen.
     „Mor,” sagde han ved morgenbordet. „Vil du høre om en mærkelig drøm, jeg havde i nat?”
     „Mmmm,” kom det fra moren, der var optaget af at rode efter noget i sin taske.
     Louie rørte rundt i sine cornflakes. „Jeg drømte, at jeg var i en anden verden. Der var en by, men ingen mennesker. Bortset fra en mand i blåt tøj.”
     „Det lyder spændende, Louie. Har du set min læbepomade? Jeg var sikker på, jeg havde lagt den i tasken.” Moren gik i gang med at tjekke køkkenskufferne.
     „Tror du, at nogle drømme kan være virkelige?” spurgte Louie.
     „Ja da.”
     „Gør du?”
     Moren kiggede op. „Hvad? Virkelige? Nej, selvfølgelig ikke. Det er jo bare drømme. Altså, jeg forstår ikke hvordan en læbepomade bare kan blive væk.”
     „Måske er den stadig i en af flyttekasserne,” foreslog Louie og pegede med skeen på de to store papkasser, der stod på gulvet.
     Moren lod til at overveje. Så gik hun hen og kiggede i kasserne.
     „Manden i min drøm minder mig om en eller anden. Han er høj og hans hår er mørkebrunt. Han smiler meget, og så har han hul mellem fortænderne.”
     Moren holdt op med at lede og kiggede på ham. „Hvad har han?”
     „Hul mellem fortænderne.” Louie viste tænder og pegede. „Ligesom mig.”
     Moren rejste sig og kom langsomt hen til bordet. „Hvem sagde du, at ham manden var?”
     „Det ved jeg ikke. Men jeg tror, jeg har set ham før et sted. Hvad er der, mor? Du ser bekymret ud.”
     Moren tog plads ved siden af ham. „Louie, kan du huske, hvordan din far så ud?”
     „Far?” Louie tænkte sig om. „Næh, ikke rigtig.”
     „Du har da set et billede af ham, har du ikke?”
     „Jo, du viste mig et engang. Men det er længe siden. Hvorfor?”
     Morens blik flakkede. „Jeg troede bare, at du …” Hun sukkede og strøg ham over håret. „Glem det, Louie. Spis din morgenmad.”

nickclausen.dk © 2017 | Baggrundsgrafik: Peter Nielsen