Cirinos fortælling

Cirino har levet to år som slave. Han har næsten glemt, hvordan det er at være fri. Men han ved, at tiden er inde. Han vil flygte. Også selvom det højst sandsynligt vil koste ham livet.

Høst & Søn, 2014
276 sider
Fra 12 år
Illustreret af Christian Guldager

Køb bogen

 

Andre bøger i serien

Uddrag

Skibet er for stort til at være en dykkerbåd, for lille til at være et fiskerskib. Latrocinor, står der med sorte bogstaver på stavnen. De er nået frem så hurtigt, at jeg ikke er i tvivl om, hvem de er, selvom jeg aldrig har set deres slags før. Deres hud er mørkere end vores, på armene har de krusede hår, omkring hovederne bærer de tørklæder, og de bærer kniv eller spyd. To af dem er sprunget ind på træværket og har grebet Fabius. Den ene har tvunget ham i knæ, mens den anden holder en kniv mod siden af hans hals.
     „Kom helt herud så vi kan se dig,” råber en af dem. Han taler salmersk med en læspende dialekt, og først forstår jeg ikke ordene. „Er I flere derinde?”
     Jeg åbner munden for at svare, men rædslen knuger min hals sammen. Fabius kigger op på mig, og jeg ser den samme frygt i hans ansigt. Mit hoved er fuldstændig tomt. Inde i hytten ligger fiskespyddet og en flitsbue. Men det er formålsløst at hente dem, for våbnene kan ikke hjælpe os. Jeg drejer blikket mod manden, som har råbt. Han må være deres kaptajn. Lange, klumpede fletninger snor sig ned over hans benede skuldre. Et lyserødt ar strækker sig tværs over hans bryst, og på venstre hånd mangler han de to yderste fingre. Skaden forhindrer ham dog ikke i at holde på spyddet, som han nu peger mod mig.
     „Hører du dårligt, knægt? Måske virker din tunge bedre, efter at din kammerat har mistet sin.”
     Manden på træværket griber fat i Fabius' lyse hår og tvinger hans hoved bagover, så min broder skriger. Han fører kniven ned imod hans ansigt.
     „Lad være med at gøre ham noget!” råber jeg på gebrokken salmersk. „Vi er kun ham og mig.”
     Knivmanden tøver. Fabius trækker vejret hurtigt. Kaptajnen smiler og afslører, at han mangler de fleste tænder i overmunden – alle undtagen to. Det giver ham et komisk udtryk, som jeg overhovedet ikke finder morsomt.
     „Du taler salmersk,” siger han. „Kun de færreste nord for havet taler vores sprog. Hvor kommer I fra?”
     Jeg indser, at mine værste anelser vil gå i opfyldelse. Mændene er barakere, og de er ude efter netop dét, jeg frygtede.
     „Vi har safirer,” siger jeg. „I kan tage dem alle sammen.”
     En af mændene på skibet griner en hæs latter. „Hvorfor skulle vi tage dine ædelsten, knægt, når du har noget, som er tifold mere værd?”
     Fabius bryder i gråd, da den frygtelige sandhed også går op for ham. „Lad os være,” beder han på rigansk. „Ved alle guderne, forsvind og lad os være!”

nickclausen.dk © 2017 | Baggrundsgrafik: Peter Nielsen